Uddannelsesprogram fase 3
Kariselægerne
Målbeskrivelsen for Almen Medicin såvel som yderligere informationer om målbeskrivelser, portefølje m.v. er integreret i uddannelseslægens elektroniske logbog. Materialet kan også findes via Sundhedsstyrelsens hjemmeside under uddannelse af læger. På DSAM’s hjemmeside kan du finde supplerende information om den almenmedicinske uddannelse. Som supplement til målbeskrivelsen, skal der foreligge et uddannelsesprogram og en individuel uddannelsesplan.
Inden du starter i lægehuset vil du blive tilsendt et introduktionsbrev og vi vil også meget gerne se dig til en snak, inden du starter.
Den første dag i lægehuset, vil du sidde sammen med din tutorlæge. Du får først en generel introduktion til huset, bliver introduceret til vores computersystem (XMO) og får mulighed for at sidde og lære systemet at kende i fred og ro.
I de efterfølgende dage vil du stille og roligt begynde at se patienter selvstændigt. I starten vil der blive afsat 30 min til en konsultation, men du vil hurtigt blive fortrolig med huset og kunne klare konsultationer på 15 min.
Vi vil sammensætte programmet, så det passer til dine kompetencer og efterhånden vil vi sætte faglige problemstillinger på, som passer til dine fokusområder som beskrevet i afsnittet om uddannelsesprogram.
Du vil deltage i sygebesøg på lige fod med husets øvrige læger.
Du kan altid søge råd og vejledning hos husets øvrige læger samt personale.
Uddannelsesplan: I introduktionsprogrammet er der afsat 30 min til at du kan udarbejde din individuelle detaljerede uddannelsesplan. Denne gennemgår vi ved introduktionssamtalen, som vil finde sted indenfor de første 2 uger. Vi anbefaler, at du sætter fokus på at opfylde 2-4 af dine læringsmål pr måned. Disse kan løbende kompetencevurderes og godkendes.
Uddannelsesplanen skal løbende opdateres.
Kompetencemålene, der skal vurderes og godkendes, er anført i målbeskrivelsen og ved gennemgang af uddannelsesplanen ved introduktionssamtalen aftales datoer for kompetencevurderinger for de enkelte mål.
Læringstavle: I køkkenet er der opsat en stor whiteboardtavle. Her er der lavet et felt til reservelægerne. I dette felt bedes du opdatere hvilke patienttyper, du gerne vil have sat på dit program i den kommende periode. Det understøtter resten af huset i at give dig mulighed for at se disse patienttyper, og derved kan du få opfyldt dine læringsmål fra uddannelsesplanen.
Supervision: Du får daglig supervision med én af husets faste læger. Du bestemmer selv, om du vil gennemgå dagens patienter, en særlig konsultation, eller et særligt fagområde. Derudover er der mulighed for supervision i løbet af dagen ved behov. Dette kan foregå telefonisk, din tutorlæge kan komme med ind til en konsultation, eller du kan konferere en patient på forhånd, hvis du har behov for hjælp til at komme i gang med en problemstilling.
Vi gør desuden brug af indirekte supervision (videooptagelse af en af dine konsultationer og efterfølgende feedback fra tutorlægen) samt 360 graders evaluering som giver mulighed for at afklare, om der er områder af det daglige virke, som kræver en særlig indsats for at fungere bedre.
Dertil kommer, at hele lægehuset holder fælles konference lige efter frokost, hvor det specielt er personalet, der kan tage problemstillinger op, men andre kan også tage relevante problemstillinger op i dette forum.
UNDERVISNING
Der er fælles undervisning for hele klinikken ca 1x om måneden. Det er som hovedregel lægerne, der står for undervisningen, som skal være relevant for hele lægehuset. Det forventes også, at du vil bidrage til undervisningen.
Endelig får du undervisning i faglige emner hos husets faste læger. Det vil ofte være ”De store sygdomme” som fx KOL, diabetes, hypertension mv. Men også i andre emner, som vi sammen bliver enige om.
Uddannelsesmål i fase 3
# 48: Barnet med symptomer fra
CNS
# 49: Barnet med symptomer fra bevægeapparatet*
# 50: Det socialt utilpassede barn
# 51: Barnet med udviklingsforstyrrelse eller trivselsproblem
# 52: Det truede barn
# 53: Barnet med ondt i maven
# 54: Det kronisk syge barn
# 55: Patienten med ondt i et eller flere led
# 56: Den gamle patient
# 57: Den forvirrede patient
# 58: Patienten med seksuelle problemer
# 59: Patienten med neurologiske symptomer
# 60: Patienten med hovedpine
# 61: Patienten med svimmelhed
# 63: Den triste eller agiterede patient
# 64: Patienten med angstsymptomer
# 65: Den socialt utilpassede patient
# 66: Patienten med uforklarede symptomer
# 67: Patienten med DM
# 68: Den kroniske patient II
# 69: Den trætte patient
# 70: Patienten med ødemer og patienter med vægttab
# 71: Patienten med malign lidelse
# 72: Samarbejde og ledelse i almen praksis
# 73: Økonomisk praksisdrift
# 74: Praksisdrift
# 75: Anmeldelsespligt
# 76: Etik og tavshedspligt
# 77: Tovholderfunktionen
# 78: Teoretiske forståelsesrammer
# 79: Personlig uddannelse og udvikling
# 80: Kvalitetsudvikling og forskning
# 81: Når professionalismen udfordres
# 82: Udvikling af klinisk praksis
# 83: Patienten, der konsulterer lægen efter kl 16
# 84: Den almen medicinske tilgang
Reference:
Uddannelsesprogram, hovedudd. Region Øst: https://secure.logbog.net/pdf/Almenmedicin_fase_123.pdf
KV1 Struktureret vejledersamtale
KV2 Struktureret observation af konsultation
KV3 360 graders feedback udleveringsskema